Fangelejren


Numre i stedet for navne. Konstant overvågning
og diktatorisk kreativitet. Hvis man skal tro forfatter
Oscar K.’s bog ’Lejren’, ser det sort ud for
det institutionaliserede barns frihed og kreativitet
i institutionerne. Legepladsen forsøger her med
Oscar K. at gøre status over, hvad konsekvenserne
er og bliver af nutidens ’børneopbevaring’.
Af Amalie Nebelong Illustrationer: Dorte Karrebæk

Alle børnene bliver afklædt helt ind til den bare hud. Ikke engang
deres hår får lov til at blive tilbage. Til sidst står de på rad og
række. Nøgne og afpillede – som slagtekvæg de sidste minutter
inden deres endeligt. Umiddelbart er børnene ens; på vej ind i en
lejr, hvor kun et nummer bestående af tre cifre adskiller dem fra
hinanden. I stedet for ’Anton’, ’John’ og ’Teresa’ hedder de i lejren
’3-13’, ’3-16’ og ’3-11’.
’Lejren’ er en bog skrevet af den danske forfatter Oscar K. og illustreret
af hans partner Dorte Karrebæk. Hvis man bladrer hurtigt
igennem bogen, ligner den ved første øjekast en børnebog; ikke
så meget tekst og store farverige illustrationer. Men ved nærmere
gennemsyn bærer illustrationerne på en tung melankoli, der går
hånd i hånd med tekstens indhold; børns daglige gang i en institution
(’lejr’), der ensretter og overlader meget lidt (hvis noget
overhovedet) plads til individet. Forældre er en abstraktion, og
kærlighed kun et tomt ord.
Charter for børns ret til leg og kunst
’Lejren’ fortæller om en barndom i fangenskab. Vi følger en række
børns dagligdag i en lejr, hvor friheden til at udvikle sig som individ
er minimal. Alt er bestemt på forhånd for børnene, de kreative
udfoldelser er ens for alle, og voksenkontakten er kold og
kontant.
Bogen er et tankevækkende og provokerende bidrag til den
igangværende debat vedr. det ’institutionaliserede barn’. En debat,
der bl.a. har affødt et charter (fra maj 2014) for børns ret
til leg og kunst. Chartret er udarbejdet af en række af Nordens
vigtige medspillere inden for børnekultur og er et forsvar for børns
frie udfoldelse i en verden, hvor kravende til effektivitet, præstation
og målbare kompetencer er ved at kvæle den frie leg.
Men hvordan begrænser institutionerne børnenes frie udfoldelse?
Hvorfor er ensrettet kreativitet dårlig? Og vil pædagogerne ikke,
trods alt, altid have børnenes tarv som førsteprioritet? Legepladsen
har talt med Oscar K. om hans budskab med ’Lejren’.

Modstandskraft skabes af modstand
Hvordan vil du beskrive den perfekte institution – både i forhold til
de fysiske rammer og voksenautoritet?
– Opdragelse handler om at give børn robusthed og en selvstændighed,
der gør dem i stand til at dæmme op for deres egen
angst og usikkerhed. Styrken og den indre modstandskraft skabes
af modstand – eller rettere af erfaring med modstand. Dén
skåner mange voksne børn for i misforstået omsorg og måske af
skyldfølelse over ikke at være tilstrækkeligt til stede i dagligdagen.
I stedet bliver børnene en slags gadgets, som forældrene kan
dyrke – helst på afstand. Personligt er jeg varm tilhænger af C.
Th. Sørensens gamle idé om skrammellegepladser og 1920’ernes
skolehaver, hvor børnene selv kunne udvikle kendskab til materialer
og konstruktioner, planter og vækst.
Hvad motiverede dig til at skrive ’Lejren’?
– Jeg tror, at mange børn på et eller andet tidspunkt står over for
et afgørende valg filosofisk set: Vil jeg være voksen eller vil jeg
hellere dø? Og at de fleste af os overgiver os og
bliver voksne. Men det sker aldrig omkostningsfrit. Min idé var at
fortælle en historie om barndommen – som alle børn jo skal igennem
– og stille spørgsmål ved, om barndommen nogensinde har
eksisteret som frihed og uskyld undtagen i vores drømme. Måske
er den virkelige barndom med skoler og institutioner og regler
og fjerne autoriteter en forberedelse til et liv i interneringslejre
(voksenlivet). Bliver barnets ubesmittede klarsyn lukket af den opdragelse,
som de voksne har pligt til at give dem og giver dem?
Målbare børn
Hvorfor synes du, at daginstitutionerne minder om koncentrationslejre?
– I dag har forældre delvist overdraget deres børn til pædagoger
og lærere. Stort set alle danske børn har fra ca. 1970 været i vuggestue,
børnehave, skole, skolefritidsordninger, ungdomsklubber
osv. uden at være forældreløse, uregerlige eller kriminelle, som før
1970 var kriteriet for at institutionalisere dem.

– Jeg tror, at det er væsentligt at stille de skræmmende spørgsmål,
som et grumt eventyr eller en allegori som Lejren kan udløse ang.
forældres og samfundets ofte velmente opdragelse af børnene.
Voksenautoriteterne i ’Lejren’ lader til at være uden følelser. Tror
du ikke, trods alt, altid, at pædagogerne i institutionerne vil have
følelser og tænke på børnenes tarv?
– Pædagogerne har sikkert mange følelser, som de, som de fleste
moderne mennesker, har svært ved at holde rede på. Så børnenes
tarv kommer ofte i anden eller tredje eller fjerde række – ikke af
ond vilje fra de voksnes side, men af afmagt.
Hvordan synes du, det er problematisk, når en gruppe af individer
behandles ens i en institution?
– Det er sådan set fint nok, at de bliver behandlet ens. Problemet
er, hvis de udelukkende ensrettes med såkaldte redskabskompetencer
til slet og ret at blive målbare børn. Får børnene ikke indbygget
en nøjsomhed, en tålsomhed, en vis begrænsning eller bare en
realitetssans i deres personlighed, bliver de heller ikke i stand til at
kæmpe med livets hårdhed. Det handler ikke om at undgå angst,
men om at udvikle en styrke til at håndtere angsten.
– Opdragelse handler også om at give den enkelte styrke til at
klare livets skyggeside og smerte.
Sløvende ensrettet kreativitet
Hvorfor har du valgt at afbilde de voksne i bogen som klovne?
– Fordi klovnen vækker en ambivalent følelse af på den ene side
noget sjovt og falde-på-halen-agtigt og på den anden side noget
skræmmende (den hvide klovn symboliserer døden), uudgrundeligt
(hvem gemmer sig bag masken?) og tragisk (klovnen er en karakter
uden et selv som sådan, red.). Alt sammen noget, der stemmer
overens med det at være voksen: Vi skjuler os bag masker,
lader som om, griner og laver sjov, så vi til sidst ikke ved, hvem
vi er og hvorfor. Det tror jeg, at børn på et eller andet tidspunkt
ser fuldstændig klart – derfor spørgsmålet; vil jeg være voksen?
Men de fleste glemmer hurtigt spørgsmålet igen. De der ikke kan
glemme det, og derfor ikke ønsker at blive voksne, kaster sig over
spisevægring, skærer i sig selv, drikker sig fra sans og samling,
tager stoffer, bliver sindssyge eller begår selvmord.
I bogen er der en seance, hvor alle børnene skal male en hest.
Hvad er problemet ved ensrettet kreativitet?
– Kreativitet forudsætter fordybelse, flid og tålmodighed, som vores
institutioner ikke giver megen plads til eller mulighed for. Til
arbejdet i Lejren har jeg valgt det monotone hestearbejde, som en
blanding af 70’ernes pædagogiske frie formningstimer – hvor det
var lige meget om askebægrene lignede medisterpølse eller hundelort
– og tvangsarbejdet i fængsler og på åndssvageanstalter
med at samle klemmer og male piv-i-røv-heste, for at antyde noget
meningsløst, gentagende og sløvende. Dét er problemet.
Hvor er forældrene henne i ’Lejren’?
– De er der kun i børnenes tanker – næsten som en helt almindelig
dag i børns hverdag i dag.

Om forfatteren:
Amalie Nebelong er freelancejournalist
og cand.mag. i Moderne Kultur og
Kulturformidling. Hun bor på Østerbro i
København med mand og to børn.

FAKTA:
’Lejren’ af Oscar K. og Dorte Karrebæk
er udkommet på Høst & Søn i 2011.